Sunday, November 30, 2008

Hjemme-weekend

Jeg holder hjemme-weekend. Rart at være væk fra hospitalsmiljøet. Tine og børnene hentede mig fredag middag. Rigtig, rigtig dejligt med en eftermiddag i Hvidovre sammen med Tine, Asbjørn og Tilde, selvom jeg var lidt træt. Men lidt læse højt, sang og klippe julestads blev det til.
Tine var så sød at lave kinesermad - også til Otto - så vi spiste med pinde, inden Otto og jeg kørte hjem til Haslev.

Lørdag gik med at sove længe, rydde lidt op, vaske tøj, sove og spise det bedste jeg kan. Otto lavede ovnbagte kartofler til aften, og det er det jeg bedst kan li'. Det kniber med appetitten, men jeg tror det går fremad nu.

I dag søndag har vi sørme sovet længe igen, men også gået en tur i skoven, hvor vi mødte alle løberne. Jeg fik knus og kram, og det var så dejligt. Lidt nisser og kalenderlys er også kommet frem, så nu vil jeg nyde lidt julestemning i eftermiddag og i aften.

Jeg bliver på patienthotellet helt frem til den 23. december, kommer kun hjem i weekenderne. I morgen, mandag den 1. december bliver jeg hentet herhjemme mellem kl. 9 og 9.30 og så kørt til Køge, hvor en bus venter og kører ind til Rigshospitalet. De næste tre uger skal jeg 'kun' have stråler, så følger et par dage med både kemo og stråler (22. og 23. dec.) og til slut stråler den 29. og 30. dec. Så er der pause. Glæder mig.

Jeg bor på værelse 29 - hvis det sku' være:-)

Wednesday, November 26, 2008

Sure citroner og 3 USB modem

Mit liv er blevet lidt sjovere og lidt lettere i dag. Min kvalme kan nedsættes med sure citroner, så nu kommer jeg biodynamisk citronsaft i drikkevandet, så smager det bedre og jeg kan spise lidt mere. Og så har jeg investeret i et 3 USB modem, så jeg kan være på nettet, når det passer mig og ikke TDC. Dyrt og dejligt.

Nu er der kun 1 dag tilbage med både kemo og stråler, og fredag skal jeg hjem på weekend. Det glæder jeg mig til, selvom det er ok at være her. Jeg har forlænget mit ophold på patienthotellet med et par uger, så kan jeg bedre bruge mine kræfter på en gåtur i parken eller byen, i stedet for at blive træt i en bus.

Tuesday, November 25, 2008

På vej...

Nu er jeg i gang. De første to dage med både kemo og stråling er overstået, og bortset fra kvalme har jeg det godt. Jeg bor på et lille værelse med eget toilet og fjernsyn. Her er en restaurant, hvor jeg kan spise alt hvad jeg vil, og her er rare mennesker at tale med. I dag har jeg gået en lang tur i Fælledparken sammen med en medpatient - en dejlig tur i solskinsvejr. Lige nu holder jeg middagshvil.
Så nu er der kun 23 behandlinger tilbage på Riget.

Sunday, November 23, 2008

Ny hue

Hva' synes I om min nye hue?

Jeg købte den på Gisselfeld Juletorv i fredags, fordi jeg gerne vil møde mennesker, der smiler. Og jeg synes, det er en glad hue, som også varmer mine ører. Den kan godt formes til en mere diskret udgave, hvis det sku' være.

I morgen skal jeg møde på Riget til blodprøve, samtale, kemo- og strålebehandling. Og så følger 5 uger med stråler hver dag og lidt kemo oveni. Jeg er lidt nervøs for, hvad der venter mig, men trøster mig med, at det jo er overstået til jul.

Ligenu er jeg ved at samle sammen, hvad jeg skal have med, macbook, bøger, krydsord, ipod mm. Jeg har jo booket værelse på patienthotellet den første uge, så jeg slipper for transport.

Friday, November 21, 2008

Rigshospitalet er landets bedste til kræft

Jeg blev bare så glad, da jeg så nedenstående, at jeg vil dele min glæde med alle jer.

Rigshospitalet er landets bedste til kræft
Dagens Medicin kårer i dag Rigshospitalet som landets bedste til at behandle kræftpatienter. Hospitalet mestrer alle discipliner inden for kræftbehandling og nyder samtidig stor tillid blandt kollegerne. Det er den korte forklaring. Rigets egne folk peger på kvaliteten, fagligheden og engagementet
Ud over kåringen som det bedste kræfthospital samlet set, er Rigshospitalet også bedst til behandling af brystkræft. Århus Sygehus er ifølge bladet bedst i landet til tarmkræft, mens Vejle Sygehus vurderes som det bedste indenfor lungekræft.
(Dagens Medicin, 21.11.2008)

Læs mere her.: Riget er landets bedste til kræft

Wednesday, November 19, 2008

Værs'go', sid ned...

På min travetur i dag kom jeg forbi disse to sorte lædersofaer - men de skal da ikke stå der - ude i skoven. Det er da rart med en sofa, hvis man skulle blive træt undervejs, men pynter gør de altså ikke. Mon der er nogle, der savner møblerne?

Sunday, November 16, 2008

Stjerneløb

I formiddag har Otto og jeg været til Stjerneløb i Bregnemade. Otto var tidtager og jeg var fotograf. Vejret var perfekt og vi nød et par gode timer i skoven sammen med mere end 30 glade løbere, som kæmpede sig gennem de 10 bakkede kilometer. Det var rigtig dejligt at være med, selvom løbeskoene er sat på stand by.

























Stjerneløbet er det årlige klubmesterskab og hos de sindige vandt Nellie i meget flot stil. Tillykke til Nellie.

Wednesday, November 12, 2008

Besøg og traveture

Ja, jeg ved godt, det er nogle dage siden, jeg har fortalt nyt her på bloggen. Årsagen er, at jeg har haft det godt og været så optaget af andre ting.

Tine og børnene var her i søndags, og det var rigtig hyggeligt. Tine læste Lottes album for Asbjørn. Han ville helst høre om dengang, Tine og Lotte satte grød til nissen på loftet.

Lotte har været her et par dage. Vi har hygget med god mad og honningkager, men også med en løbetur (Lotte) og travetur (Hanne). Med til Lotte-hygge hører også macbook, hun kan slet ikke la' vær'.

Jeg er i øvrigt blevet rigtig god til at trave i rask tempo. Otto og jeg har været Bregnemade rundt (4,5 km), og jeg travede 5 km sammen med mine løbevenner i søndags. Super hyggeligt med tid til at snakke. Og så i dag 5 km i Haslev Orned. Det skærper min appetit, som er ved at vende tilbage. Næsten alt smager som før, undtagen kaffe og rødvin. Men det kommer vel?

Wednesday, November 5, 2008

Ser jeg godt ud?

– Ser jeg godt ud, spørger Tilde, når hun bliver fotograferet. En to-årig anno 2008 ved godt, at man kan se resultatet med det samme. Læg lige mærke til rottehalerne - de holdt mere end et kvarter.

Jeg har været ude at træne i dag. Nej ikke løbetræne, men gåtræne. De sindige (og søde) løbere har nemlig inviteret mig på gåtur i skoven på søndag, så jeg må hellere se at komme i lidt bedre form.

Om min form i øvrigt - fortsat lidt smattet og har svært ved at spise. Kvalmemedicinen er sat ned og jeg er mere oppe og friskere. Otto siger oven i købet, at jeg kommanderer, når han laver mad, tømmer opvasker, læser avis mmm. Det kan jeg jo ikke lige forstå:-)

Saturday, November 1, 2008

Tilde 2 år

I dag er det Tildes fødselsdag

HURRA,
HURRA,
HURRAA


Tilllykke Tilde 2 år









Sygdomsstatus: Er nu færdig med første etape af kemobehandlingen - og det var slet ikke sjovt. Transporten er hård, men heldigvis har jeg en sød mand, en sød genbo og nogle søde børn, som hjælper mig. Jeg har lidt og lider lidt endnu af kvalme, som sikkert varer et par dage endnu. Surt og øv - men i går fik jeg noget ny medicin, som jeg tror virker. Jeg kan snart åbne et helt apotek med alle de medikamenter, jeg får med hjem.
Nu ser jeg frem til 3 ugers 'ferie' med rengørings-Jette, frisør, psykolog, tøjindkøb (bukser uden hængerøv), gåture, nye gardiner og lamper i soveværelset og en masse hygge.