Sunday, September 30, 2007

Kulturnatløb i mørke, blæst og regn

Fredag aften var der kulturnatløb i Haslev og for allerførste gang var Asbjørn med. Han var så sej at troppe op sammen med sin mor og Tilde - i storm- og regnvejr, men hvad gør man ikke for en cola og et stykke chokolade.
Otto (i grøn regnfrakke) var med til at vise vej, - noget af en tjans i det vejr.

Mens Asbjørn og Tine løb, var morfar også babysitter, så med den ene hånd lullede han Tilde, som skulle sove, og med den anden hånd viste han løberne vej.

Asbjørn kom i godt i mål - selvom han ikke løb den helt rigtige rute. Men pyt han var med og på tirsdag står hans navn i Haslev Posten.
Godt gået Asbjørn - og Tine ikke mindst.

Saturday, September 22, 2007

Fredags-besøg

Tilde og Asbjørn var på besøg i går. Tine og Allan var her også, og Tine lavede lækker mad til os allesammen. Imens spillede Asbjørn spil - han fik vist prøvet næsten dem alle fra kassen. Og Tilde tussede rundt - hun syntes cd'erne var meget spændende.

Menyen lød i øvrigt på kyllingesteg, kartoffelmos med løg, sesam og tykmælk samt tomatsalat med ost og oliven.

Eneste mangel var, at jeg havde glemt at købe slik. Tænk man kan glemme det - på en fredag, hvor familien Guldberg Larsen kommer - det skal aldrig ske mere.

Monday, September 17, 2007

Der var engang...

Jeg har ryddet lidt ud på loftet i dag. Sækkevis med gammelt klamt tøj med muselorte og afgnavede skaller af flere slags. Så nu er bilen fyldt op til genbrugspladsen åbner i morgen, og det bliver containeren med småt brændbart. Men jeg fandt da lidt, som skal bevares for eftertiden. Bl.a. en bluse jeg strikkede til Tine for sådan cirka 30 år siden - af lapper i alle farver - og en brun vest, som Lotte kunne passe, da hun var baby. Jeg fandt også min egen danskekjole, lyseblå med perler - og så fandt jeg min gamle negerdukke - og hun skal altså have lov at bo her hos mig.

Saturday, September 15, 2007

Løb i BonBon-Land

Asbjørn var med i Hjerteforeningens familieløb i dag, og vi var naturligvis på pletten for at bakke ham op og heppe. Med nr. 331 løb han - sammen med sin mor - den 1 km lange rute og fik både t-shirt og medalje. Godt løbet, Asbjørn. Hov, jeg glemte vist at fortælle, at løbet foregik ved og i BonBon-Land...
så gæt lige, hvor vi var henne bagefter. Tine havde heldigvis været så betænksom at tage boller og pålæg med - og den varme kaffe kunne købes. For vi trængte til varme, det stormede nemlig kraftigt, kan I tro.
Tilde var pakket godt ind og rigtig god at have på skødet - hun varmede så dejligt.
Vi prøvede mågeklatterne, hestene og så denne båd, hvor vi fik våde numser, fordi der var vand på sæderne og det sprøjtede, da vi skulle ned ad vandfaldet. Men s.... skægt var det alligvel.

Sunday, September 9, 2007

Rent køkkengulv

Jeps, nu er køkkengulvet vasket med både vand og sæbe. Jeg tabte en flaske madolie på gulvet i går, mens Tine, Tilde og Asbjørn var her. Jeg forsøgte efter bedste evne at få det fjernet med en våd klud, men det lykkedes ikke rigtigt. Tine tog over og det blev lidt bedre, men ikke rigtig godt. Men NU er det altså flot og forhåbentlig ikke glat som en skøjtebane. Så nu kan Tilde godt komme igen i morgen - også selvom mormor ikke er den mest propre i verden! Og nu vil jeg ud i skoven og løbe, det er meget sjovere end at gøre rent!

Monday, September 3, 2007

Skovløbere

Lotte, Tine og jeg gennemførte i går Skovløberen - en kvart maraton. En løbetur, der helt bogstaveligt gik op og ned, men heldigvis i smukke og meget varierede omgivelser - for det var godt nok hårdt at komme helt op på toppen af 'bjerget' - mere end 90 m.o.h., og vi startede ved 55. Men vi er alle tre klar igen til næste år.
Otto, Tilde og Asbjørn var med som heppere - og Asbjørn klappede alle i mål.