Sunday, May 30, 2010

Triatlon

I går, lørdag, var jeg med i Haslev Svømmeklubs minitriatlon.
Sammen med Elly gennemførte jeg strabadserne,
som jeg startede med en svømmetur på 400 meter.

Elly klarede de 18 km på cykel i fin stil.
Der stod en strid blæst ude på ruten.

Trien sluttede med en løbetur på 4,2 km - og på det øverste billede
er jeg nået vendepunktet (halvvejen).

Her er jeg meget tæt på mål.
Der var både håndtryk og medaljer i mål



Sådan. En dejlig oplevelse for os begge to. Elly var med for første gang. Jeg har prøvet det før og nød rigtig meget at være med igen.

Monday, May 17, 2010

Island

Sammen med Lotte, Tine, Asbjørn og Tilde har jeg tilbragt 4 spændende dage på Island. Den meget berømte og omtalte askesky blæste den - for os - rigtige vej, så vi lettede planmæssigt fra Kbh. onsdag den 12. maj og landede igen søndag den 16. maj, kun 3 timer forsinket.

Det blev 4 travle dage. Vi lejede bil, så vi kunne komme lidt omkring, og første dag tog vi den lange tur ud til den store geiser og Gulfoss-vandfaldene. Spændende, spændende og så flot. Vejret var med os, så vi (nok mest de voksne) kunne nyde alle de flotte panoramaer.
















Andendagen tilbragte vi i Reikjavik, hvor Tilde og Asbjørn vakte opsigt med vikingeudstyr.

Lørdag startede vi Skodaen og kørte til Den Blå Lagune, og hold da op... Midt ude i den sorte lavamark ligger det blå og varme vand. Vi holdt ud i 4 timer og var så heldige, at solen skinnede fra en klar blå himmel. Og solcremen var udsolgt, så vi blev lidt røde på vores blege vikingehud.





Sidste dag kørte vi lidt rundt for at finde den halve vulkan ved Grindavik på sydkysten. Det lykkedes ikke helt at finde vulkanen, som man i øvrigt ikke må gå på mere. I stedet fandt vi en god legeplads, så Asbjørn og Tilde kunne brænde lidt krudt af, inden vi skulle hjem.

En super dejlig ferie. Island kan anbefales. Her er højt til himlen, frisk luft og venlige mennesker. Vi sagde allesammen på gensyn til Island - og ja, vi så skam askeskyen fra flyet.

Sunday, May 9, 2010

Forårsstemning i Zoo

I søndags, den 2. maj var hele familien i Zoo for at fejre vores koral-bryllup. Isbjørnen rakte godt nok tunge ad os, men vejret var med os, solen skinnede, - en rigtig dejlig forårsdag.

Ellers går jeg lige nu og bider negle: Kan jeg og mine to døtre og to ældste børnebørn komme til Island på onsdag? Kryds fingre...