Friday, February 27, 2009

Der er ingenting der maner...

Så er min kemobehandling slut - prut - finale. Sygeplejersken sørgede for flag på mit bord efter endt behandling og en sød medpatient, 75-årige Ove fra Brøndby, sang "Der er ingenting, der maner" for mig. En dejlig afslutning på et langt forløb.

Nu vil jeg bare hjem og så vente på scanning den 10. og svar herpå den 16. marts.

Tak til alle jer, som har været så søde ved mig. Tak for kommentarer, sms'er, mails, venlige tanker mm. Det har og har haft enorm stor betydning for mig.

Thursday, February 26, 2009

- og det var 4

Nu har jeg kun een kemobehandling tilbage, så skal jeg hjem igen. Hold k... hvor jeg glæder mig, er ved at være godt træt af hospitalsmiljøet.

I aften var jeg på BioM sammen med Lotte og Tore. Vi spiste fantastisk mad, faktisk tror jeg, min halve mavesæk bestod en form for eksamen. Jeg var sådan rigtig juleaftensmæt. Og det var lige før jeg havde topmave:-)

Wednesday, February 25, 2009

- og det var 3

Så er 3. portion kemo løbet igennem, og nu mangler jeg kun 2. Jeg har det ok, men trætheden er så småt begyndt at melde sig.

I aftes var jeg i Hvidovre og hyggede mig. Vi fik dejlig mad, farsbrød med spinat og is til dessert. Jeg nåede også at lege lidt med Tilde og Asbjørn og læste godnathistorie for Asbjørn, inden Allan kørte mig tilbage til hotellet.

I dag skal jeg spise sammen med Lotte og Tore. Det fortæller jeg om i morgen.

Tuesday, February 24, 2009

3, 2, 1 og ny seng

Jeg har fået ny seng i dag. Sådan en fin en med elevation. Hele hotellet har fået skiftet de gamle senge ud - en stor fordel for alle os, der har brug for at opholde os her på hotellet ind imellem.

Nu har jeg kun 3 gange kemo tilbage, helt utroligt.

I dag har jeg luntet 2,5 km i Fælledparken, og om ikke så længe skal jeg til Hvidovre og spise sammen med Tine og familie.

Så igen en dejlig dag med masser af solskin.

Monday, February 23, 2009

5, 4, 3, 2, 1

Så er nedtællingen i sidste kemo-omgang begyndt. Jeg har fået behandling i dag og mangler nu kun 4 gange kemo. Jeg bor igen på værelse 29 på patienthotellet.

I dag har været lidt travl, - lægesamtale kl. 9, dvs 9.40, og travetur i Fælledparken sammen med en medpatient. Kemo kl. 14 og tur i byen for at hente forsyninger i Netto og nyde det helt forårsagtige vejr. Nu er jeg lidt træt, men ok - har lånt nogle film på biblioteket og vil bare hygge mig med tv, mac, film og frugt og chokolade.

Saturday, February 21, 2009

Ude i sneen

I dag er Tilde hos os, og vi har lige været ude i sneen. Tilde syntes, det var rigtig sjov at kaste sne efter morfar. Og morfar byggede en kæmpe snemand,
Sygdomsstatus: Mine blodprøver i torsdags viste, at mit immunforsvar igen er normalt, så jeg skal starte sidste kemobehandling på mandag. Desuden har jeg taget et kilo på i løbet af den sidste uge, så jeg håber ikke jeg skal have sondemad. Jeg får binyrebarkhormon. Det giver appetit og energi samt en del søvnløshed, humørsvingninger, røde kinder og andet sjov. Men det er småting i forhold til bivirkningerne af kemoen, - og jeg vil så gerne slippe for det sonde-halløj, derfor skal jeg nu have pandekager og kakaomælk.

Thursday, February 19, 2009

Lille fremskridt

Minister freder kræftpatienter
Alvorligt syge patienter skal ikke længere trækkes ned på kommunens jobcenter. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil nu give sagsbehandlerne mulighed for på baggrund af lægelige vurderinger at stille patienternes sager på pause. Hvis man lige er blevet opereret for brystkræft eller er midt i en opslidende kemobehandling , skal man ikke længere nødvendigvis stille på kommunens jobcenter til en samtale om sin fremtid på arbejdsmarkedet hver 4.uge. Sådan lyder meldingen nu fra beskæftigelsesmi nister Claus Hjort Frederiksen (V).
(Kristeligt Dagblad, 19-02-09)

Så sker der da lidt positivt...

Monday, February 16, 2009

Højt hurra for Asbjørn


Vi fejrede Asbjørns 5 års fødselsdag i lørdags, og vi råbte hurra helt op til loftet.

Saturday, February 14, 2009

Én uge til

Min sidste kemobehandling er udsat en uge. Jeg var på Riget i går, og blodprøven viste, at mit immunforsvar er for lavt til at jeg kan tåle kemoen, og så vejer jeg for lidt. Derfor skal jeg vente endnu en uge for at få immunforsvaret op igen, og jeg skal spise alt det jeg orker. Det var ikke lige hvad jeg havde ventet, men efter at have tænkt mig lidt om, er det nok meget godt, jeg kommer lidt mere til kræfter, inden jeg skal ned igen - for jeg ved jo, at kemoen slår benene væk under mig. Så nu snupper jeg en uge mere herhjemme med guldkorn, kakao, flødeskumskager, ckokolade, marcipan, slik, 60 procents oste, kød, supper med fløde og som lægen sagde: "Drik en øl". Jeg fik dog lov til at ændre det til en glas vin, der er masser af kalorier i og det fremmer appetitten. "Skål", siger jeg bare.

Friday, February 13, 2009

Tillykke Asbjørn

Computer- og floorballspilleren Asbjørn fylder i dag 5 år, og fra mormor og morfar lyder et KÆMPE TILLYKKE. Vi glæder os til i morgen, så skal vi nok synge for dig og huske pakkerne.

Wednesday, February 11, 2009

Jeg er forarget

Alvorligt syge skal aktiveres
Personer med kræft eller andre alvorlige sygdomme skal aktiveres, ellers mister de deres sygedagpenge. Det er indholdet i et forsøg, som løber fra januar og fire måneder frem i 17 kommuner. Senest otte uger efter første sygedag, skal alle - uanset sygdom - hver uge møde til samtale på jobcentret. Herefter skal de deltage i et "aktiv tilbud" mindst 10 timer om ugen. Tilbudet kan bestå af alt fra jobtræning til genoptræning. Kun døende og gravide er undtaget fra reglerne, og hvis den sygemeldte undlader at møde op eller afviser at deltage, ryger dagpengene. Bliver man indlagt, skal den ugentlige samtale tages over telefonen fra hospitalssengen. Lars Kofoed, social- og sundhedspolitisk konsulent i Kræftens Bekæmpelse, kalder det et brud med hidtidig tænkning - At skære alle over en kam virker helt urimeligt og uforståeligt. Hvis man er i job og har en sund arbejdsidentitet og rammes af kræft, vil man ofte ikke være i risiko for at miste hverken job eller arbejdsidentitet. Derimod har man behov for respekt og omsorg.
(Kristeligt-Dagblad.dk 11-02-09)

Hvad f..... er det for noget? Jeg kan blive så rasende, når jeg ser sådan noget. Men der handles måske udfra reglen: "Arbejde er sundt, så sæt de syge til det"?

Monday, February 9, 2009

I weekenden havde vi besøg af familien fra Hvidovre, og Tilde var rigtig i sit es - fuld af krudt. Vi spillede 'Mos en Muldvarp', det går altså ikke stille af sig. Senere sang vi alle sangene (næsten) fra De Små Synger. Det var rigtig hyggeligt. Asbjørn spillede på morfars computer, men det må I vente med at se til på fredag.





Sygdomsstatus: Denne uge er jeg hjemme og skal nå en masse, synes jeg selv. Men det går ikke så hurtigt, jeg bliver nemt træt men har det ok. På mandag starter så sidste omgang kemoterapi, og jeg skal igen bo på patienthotellet hele ugen. Fredag er sidste dag, så er behandlingen slut. Så skal jeg bare vente på scanning 10.marts og samtale 16. marts. Og så begynder et nyt liv forhåbentligt.

Wednesday, February 4, 2009

Mad og motion

Jeg får det stille og roligt bedre og bedre oven på sidste uges besværligheder. Min smagssans er ved at være normal, så både mad og drikke smager godt nu, og jeg kan spise lidt mere for hver dag. Og så har jeg lige luntet 3 km i snevejret. Jeg er faktisk ret stolt. Så nu skal jeg fedes op inden sidste omgang kemo om knap to uger.

Sunday, February 1, 2009

2,64 km med 20 m højdeforskel

Det blev til en travetur i dag. 2,64 km i Dyrehaven ved Bregentved. En dejlig tur med masser at kigge på i det smukke snedækkede landskab. Vi så flere af spor efter løbere og mountainbikere, men vi holdt os til vores rolige tempo, især op ad bakkerne. Vi 'klatrede' fra 43 m til 63 m over havets overflade, så sig ikke at Danmark er fladt.